60 år og stadig nysgerrig… - 08/25/2010

Man når en del med en nysgerrig natur, næse for nytænkning og et vindende væsen. Det er vores salgs- og marketingchef Bjerne Andersen, som den 7. september fylder 60 et godt eksempel på. Han fejres med en reception på dagen i Laden fra kl. 15 - 17.

Det lå ikke i kortene, at Bjerne Andersen på vej til de 60 skulle kunne se tilbage på en karriere med en række lederstillinger og et oplevelsesrigt privatliv som udover både børn og børnebørn har bragt ham rundt i det meste af verden, både som campist og som besøgende hos de mange udvekslingsstuderende, som har nydt godt af Bjerne og hustruen Hannes åbne hjem. Men en medfødt videbegærlighed og åbenhed overfor nye udfordringer har både privat og erhvervsmæssigt ført til masser af oplevelser og faglige udfordringer.

Ud af 7.
Skolen forlod Bjerne som så mange andre i den generation i 7. klasse og kom i lære som tømrer og fik da også svendebrevet i hus i 1969. Men da timelønnen for en tømrer dengang lå på 13 kr. og en ufaglært jord- og betonmand fik 20 kr. på akkord for at støbe grunde til typehuse, blev det til mere grus og cement end hammer og søm. I ’70 blev Bjerne indkaldt og aftjente værnepligten på Bornholm. Ikke fordi alle andre gjorde det, men ganske enkelt fordi han aldrig havde set øen, og her var en mulighed for det.

Ingeniør og Geschäftsführer
Efter soldatertiden tog videbegærligheden igen over, og i 1976 kunne Bjerne skrive teknikumingeniør på visitkortet. Det daværende Rasmussen & Schiøtz søgte en byggeleder, og Bjerne fik stillingen på sin første ansøgning. Bjerne avancerede støt og roligt til sektionsleder og afdelingsleder, og da virksomheden etablerede en afdeling i Tyskland med råhusbyggeri, fulgte Bjerne sin nysgerrige natur, og i 1991 rykkede hele familien til Hamburg, hvor det blev til 3 år som Geschäftsführer inden for egenproduktion. Hustruen Hanne var Hausfrau, og børnene gik på international skole. Efter 3 år rykkede familien igen til Danmark, men med de nye erfaringer var der bud efter Bjernes kvalifikationer, og han tilbragte 1 år i Vilnius for NCC, som virksomheden nu hed.

Fra produktion til salg
Efter mere end 20 år som produktionsmand kaldte nye udfordringer og Bjerne skiftede fokus til salg med et tilbud fra Enemærke & Petersen om at stå for salg og marketing. Her har Bjerne siden 1. januar 2000 slået sine folder som salgs- og marketingchef og deltaget aktivt i virksomhedens ledergruppe og vækst i de seneste 10 år.

Alle er sælgere
Begrebet ”Alle er sælgere” introducerede Bjerne som en del af virksomhedens i øvrigt præmierede værdibaserede ledelse, og netop evnen til at tænke strategisk positivt og være innovativ, videbegærlig og grænsesøgende har gennem årene været kendetegnende for Bjernes liv. Privat har det ført til både campingture i hele Europa og besøg hos familiens efterhånden mange udvekslingsstuderende. Senest har Bjerne og Hanne været til bryllup i Slovakiet hos en tidligere logerende.

Hos Enemærke & Petersen har man nydt godt af det på mange områder og ledelsen har også formået at give rum til implementeringen af de nye trends, senest inden for bæredygtighed i byggeriet. Resultaterne taler for sig selv, og især den meget stærke medarbejderkultur er et godt eksempel på Bjernes evne til at involvere og skabe muligheder sammen med sine kolleger.

Reception i Ringsted
De 60 år markeres på Klostergården hos Enemærke & Petersen a/s på Ole Hansens Vej 1 i Ringsted tirsdag den 7. september med en reception fra kl. 15 - 17, hvor både forretningsforbindelser, samarbejdspartnere, kolleger samt familie og venner naturligvis er meget velkomne.

En skarp profil
Enemærke & Petersen a/s