Rejsegilde - Værd at vente på - 01/30/2006

Rejsegilde på Jasminvej i Næstved

På trods af bidende kulde var der mange mennesker og rigtig god stemning, da der forleden var rejsegilde på Bo & Naboskabs byggeri på Jasminvej i Næstved. Lidt over 100 mennesker deltog, og blandt dem var de fleste af de kommende 21 beboere. Deres forventning og glæde over deres nye boliger var helt åbenlys.

- Jasminvej er det sidste af de tre byggerier for Bo & Naboskab, som vi for godt halvandet år siden startede projekteringen af, sagde byggeudvalgets formand Søren Revsbæk, da han bød velkommen.

- At lige netop dette projekt blev det sidste skyldes blandt andet, at projektet og økonomien skulle afstemmes. Det lykkedes, uden at der er givet betydende køb på funktionskrav og kvalitet. Denne proces var ikke lykkedes, hvis vi ikke havde haft et godt og kreativt samarbejde med Entreprenørfirmaet Enemærke & Petersen. Vi kan godt sige, at processen har været et skoleeksempel på godt gennemført "partnering".

Fra entreprenørens side blev det udtrykt på den måde: Det har allerede vist sig, at byggeriet var værd at vente på!!

Formanden for Storstrøms Amts psykiatriudvalg Kirsten Devantier sagde, at det spændende ved et rejsegilde er, at nu kan man se byggeriets tage form. Byggeriet er et led i amtets ønsker om at højne standarden af boliger til Bo & Naboskaberne.

Byggeriet omfatter 21 boliger samlet i grupper og serviceareal i et plan. I hver gruppe er boligerne placeret omkring et fælles opholdsrum med køkkenfaciliteter. Hver bolig indeholder en opholdsstue med minikøkken, soverum plus toilet/baderum. Hver bolig råder desuden over et depotrum. Boligerne er på cirka 48 kvadratmeter. Udfor hver bolig etableres en privat terrasse. Ved to af fællesrummene er der adgang til fælles flisebelagt terrasse/græsplæne.

Boligerne opføres i gule mursten og røde tegltage. De forskellige blokke er sammenknyttet via glasgange.

Det færdige byggeri overdrages til kommunen den 30. juni 2006, og beboerne kan flytte ind omkring den 1. august.

En skarp profil
Enemærke & Petersen a/s